Lyngby HK: Ny sponsor 

Lyngby Håndbold Klub får ny hovedsponsor

3-årig aftale med Sparekassen Kronjylland skubber yderligere til ambitioner om at komme op blandt de bedste.


 
I en tid hvor mange idrætsklubber kæmper for at finde sponsorere, er det lykkes Lyngby HK at indgå en hovedsponsoraftale med Sparekassen Kronjylland, der i øjeblikket arbejder fra Lyngby Hovedgade 63, indtil de i foråret 2016 flytter i endeligt domicil på Lyngby Hovedgade 59-61, 1. sal.

- Deres vision om at kombinere fællesskabet med ambitioner om at være blandt de bedste, tiltaler os meget. Vi er mange i afdelingen, der gennem flere år har arbejdet i Lyngby, men som nyetableret afdeling er vi selvfølgelig også interesserede i at udbygge vores netværk og styrke det eksisterende, fortæller afdelingsdirektør Mads Lustrup om årsagen til samarbejdet med Lyngby HK.

Ret hurtigt fandt de to parter hinanden, og nu er der så underskrevet en tre-årig aftale med Sparekassen Kronjylland som hovedsponsor for hele klubben – altså såvel eliten som bredden.

- Vi er rigtig glade for den nye aftale. Sparekassen Kronjylland har stor erfaring som håndboldsponsor i både liga- og breddeklubber. Derfor tror jeg også på, at vi sammen kan skabe stor værdi for både klubben og Sparekassen Kronjylland. Derudover giver aftalen vores ambition om at være med til at præge 1. division et rigtigt solidt skub i den rigtige retning, vurderer klubbens sponsorchef Per Rasmussen.

Lyngby HK’s damer blev i den netop overståede sæson nummer seks i 1. division med et fundament af unge talenter samt mere erfarne spillere. Samtidig er der gode talenter på vej nedefra, og hovedsponsoraftalen er ifølge Per Rasmussen med til at give den fornødne ro til at bygge tingene ordentligt op. Netop talentarbejdet og bredden har været vigtig for Sparekassen Kronjyllands valg af Lyngby HK.

- I klubbens vision står fællesskab som første punkt. Vi tror meget på det personlige, på relationerne og på ildsjælene. Det er i den grad tilstede i Lyngby HK. Klubbens måde at integrere de mange frivillige er noget helt særligt, som vi glæder os til at være en aktiv del af, forklarer Mads Lustrup.

Sparekassen Kronjylland har nemlig en ambition at være en aktiv sponsor, der ikke blot lægger nogle penge, men også kommer med et stort engagement.

- Den tid, hvor et sponsorat handlede om at skrive en check og så få et skilt op i hallen, er forbi. Vi går aktivt ind i det her, fordi vi tror på klubben og dens visioner. Derudover glæder vi os selvfølgelig til at se en helt masse god håndbold og fejre en masse sejre, lyder det fra den nye hovedsponsor.


Lyngby i nye klær’

Lyngby Håndbold Klub har lavet en 3-årig sponsoraftale med den Italienske tøjproducent DIADORA.

Aftalen betyder at DIADORA vil indgå som en af klubbens hovedsponsorer de næste 3-år.

”Vi er utrolig glade for den nye aftale som giver os mange fordele i forhold til tidligere aftaler, bl.a. vil alle klubbens medlemmer nu få mulighed for nethandel med gode rabatter” udtaler Per Rasmussen der er sponsoransvarlig i klubben.

”Også DIADORAS salgschef Christian Palm er rigtig glad for aftalen. Det var naturligt for mig at ringe til klubben da jeg erfarede at de søgte en ny tøjsponsor. Jeg kendte Lyngby lederne fra et tidligere samarbejde, og er sikker på at vi i de kommende år vil få et godt samarbejde til gavn for begge parter” slutter Christian Palm.

Banner